En døende klode – om kunsten rolle i klimadebatten
En døende klode – om kunsten rolle i klimadebatten
Af Mickey Gjerris
”En døende klode. Pludselig gik det gennem hende så blødt og stærkt, at hun uvilkårligt løftede hænderne for at værge for sig: en døende klode.” Sådan beskriver Inge Eriksen, hvad der sker, da en af hovedpersonerne i romanværket ”Rummet uden tid I-IV” får ind under huden, hvad der sker omkring hende i en fjern fremtid: En døende klode. Det er kunstnerens vision af en fremtid, hvor klimaet er gået amok og planeten indhyllet i evige skyer og regn.
Det er ikke vores virkelighed. Her er det efterår og byger og omkring 5ºC. Lyden af efterår og regn mod ruden. Men klimaet fylder det offentlige rum som aldrig før. Klimatopmødet (COP15) nærmer sig. Allerede i foråret blev verdens rigeste lande enige om, at temperaturen kun må stige 2 ºC. Som at beslutte, at vand ikke må gøre nogen våde. Klimaet er under forandring og vores C02-udledninger stiger stadig. Alla parametre for at kunne holde temperaturstigningerne på 2ºC er ved at være overskredet og G8-landendes beslutning har mere karakter af en naiv besværgelse mod monstre under sengen end en politisk vilje til for alvor at ændre tingenes tilstand. De kunne med lige så god ret have besluttet at afskaffe social uretfærdighed og sult. Uden konkrete tiltag, der kan forandre tingenes tilstand er det lige meget, hvad der besluttes.
Det eneste konkrete resultat fra G8-mødet i sommer var et løfte om at fordoble investeringerne i ny teknologi. Et løfte, der er helt i tråd med vores egen statsminister tro på, at klimaforandringerne skal ”løses” ved hjælp af nye grønne Apollo-projekter. Som USA, der gennem gigantiske rumfartsprojekter i 1960´erne fik sat skub i den teknologiske udvikling og økonomien, skal det globale samfund opfinde sig ud af de selvskabte katastrofer, der truer. Gennem fortsat økonomisk vækst og nye teknologier skal vi forsøge at imødegå den største trussel mod os selv, som vi endnu har skabt. Spørgsmålet er bare, om teknologisk udvikling er nok i den nuværende situation.
Den engelske avis The Guardian spurgte de ca. 1.700 deltagere på klimakonferencen i København i april, om de troede på, at temperaturstigningerne kunne holdes inden for de 2ºC, som G8-landene senere proklamerede var målet. 9 ud af 10 sagde nej. Konsensus synes at samle sig om stigninger på 4-5ºC. Og med de forventninger, som der er til topmødet i København og de udspil som EU, USA, Indien og andre store aktører indtil videre er kommet med, er der ikke meget der tyder på, at kursen for alvor vil blive lagt om i København.
Clive Hamilton, Australsk professor i etik og debattør, opsummerede situationen således i et foredrag i oktober (se hele artiklen her):
It is clear that limiting warming to 2ºC is beyond us; the question now is whether we can limit warming to 4ºC The conclusion that, even if we act promptly and resolutely, the world is on a path to reach 650 ppm and associated warming of 4°C is almost too frightening to accept. Yet that is the reluctant conclusion of the world’s leading climate scientists. Even with the most optimistic set of assumptions—the ending of deforestation, a halving of emissions associated with food production, global emissions peaking in 2020 and then falling by 3 per cent a year for a few decades—we have no chance of preventing emissions rising well above a number of critical tipping points that will spark uncontrollable climate change (for at se hvad en stigning i Jordens middeltemperatur på 4ºC kan føre til – Klik her).
Måske er tiden inde til at holde op med at tale om klimaproblemerne som en krise. De er måske andet og mere end en uheldig bivirkning ved en ellers fejlfri udvikling. Temperaturstigninger på 4ºC vil ikke føre til en klimakrise, men en klimakatastrofe. Livsvilkårerne for mennesker, dyr og planter vil ændres radikalt. 100 millioner af mennesker må flygte fra deres leveområder, hvis de vil overleve og dyr og planter vil i stort tal uddø.. Kriser er noget, som man komme igennem. De er et tegn på, at en forudgående harmoni er brudt og skal genoprettes. Men klimaforandringerne kommer vi ikke ”igennem”. Det er ikke en finanskrise, hvor der ligger et opsving rundt om hjørnet og venter på os. Klimaforandringerne er kommet for at blive og vil betyde store ændringer i vores grundlæggende livsvilkår. Min påstand skal være, at det ved vi godt. At forestillingen om, at det her kan løses ved at skifte til sparepærer og komme lidt bio-ethanol i tanken ikke stikker så dybt. Det er en kollektiv løgn, som vi fortæller hinanden for at skubbe det uundgåelige øjeblik fra os, hvor vi må til at gribe fat i vores livsstil med dens overforbrug af bl.a. fossile brændstoffer, animalske produkter og rejser jorden rundt.
Vi skal se til at se mulighederne. Forstå at kan undvære vores bil, uden at vores liv blive fattigere, hvis vi ændrer vores selvforståelse. Forstå at målet med ferien ikke nødvendigvis er at rejse langt væk, men snarere at komme tæt på de mennesker, som vi ikke har tid til i hverdagen og forstå, at måltidet er mere end en energikilde, men også en fortælling om os selv og dem vi spiser med, der handler om hvilke mennesker vi er. Og det er ikke primært en rationel, intellektuel forståelse, der er brug for, men en tro på, at ”det gode liv” kunne være anderledes end det, vi desperat famler efter i dag. Vi skal have historier, der holder og fortællinger, der overbeviser. Historier, der kan bringe os til at forstå, hvor alvorlig situationen er, i stedet for den kollektive fortrængning af, at vi er i gang med at ødelægge den eneste planet, som vi har og fortællinger, der kan give os håb om, at der findes en mening på den anden side af forbrugersamfundet, hvor mennesker også kan leve værdige liv. Vi skal ganske enkel have en anden historie end den, som strømmer os i møde fra tusinder af reklamer hver eneste dag.
De er her allerede. Fra Den lille Prins til Peter Plys, fra Kierkegaard til Rushdie og fra Bach til Dylan. Fortællingerne om, hvordan livet handler om det indre, ikke om det ydre. Ingen grund at udvikle programmatisk kunst, der skal hjernevaske miljøhensyn ind i hovedet på os alle. Men en vilje til at virkeliggøre de visioner, som de fleste af os godt ved er stærkere end forestillingen om, at den næste fladskærmsmodel bærer lykken i sig selv. En fælles forståelse af, at vi er nødt til sammen at finde nye mål for vores liv, fordi vi er havnet i en blindgyde. Og et mod til at fortælle hinanden om de nye visioner og leve dem ud på trods af et langt livs indgroede vaner Ellers ender vi med at virkeliggøre en anden profeti fra Inge Eriksens monumentale romanværk, der beskriver en udvikling, hvor vi blot fortsatte af samme spor som i dag: Vores børn vil bo i skyggen af vores moralske forfald og manglende visioner.
